tirsdag den 24. november 2015

En lækker snitte...


Hej søde læsere og velkommen til en grå og våd tirsdag.


Håber I alle er kommet jer over weekendens snevejr. Vi havde besøg fra Sjælland og der blev hjemrejsen udsat til mandag, da der simpelthen ikke var mulighed for at komme frem. Men der er nu noget hyggeligt med så meget sne, bare ikke når det går over i regn og det hele bliver meget vådt.


Dagene skulle have bestået af familie-weekend-hyggetur, men den blev desværre aflyst og udsat. Der blev i stedet bagt disse lækre marcipansnitter, som sjovt nok skulle have været pistaciesnitter. Men det var helt umuligt at opdrive pistaciemasse. Så derfor en lille ændring og heldigvis blev der taget godt imod dem :-)



Marcipansnitter ca 30 stk

450 g mel
150 g flormelis
300 g smør eller margarine
1 æg

400 g marcipanmasse
100 g smør
100 g sukker
1 æg

Lidt smeltet mørk chokolade til pynt.

Smør smuldres i melet og flormelis og æg tilsættes. Det hele æltes til en ensartet mørdej. Dejen tildækkes og hviler i køleskabet i minimum en time.
Marcipanmassen rører sammen med blødt smør, sukker og æg.
Dejen deles i 2 stykker.
Rul det ene stykke tyndt ud så det passer med en bradepande og læg den på bagepapir. Smør marcipanmassen ud i et jævnt lag.
Rul den anden halvdel ud i og læg den over som låg, ovenpå marcipanmassen.
Bag kagen i ovnen ved 200 grader i ca 15- 20 min til toppen er gylden.

Skær kagen ud inden den er helt afkølet og pynt den med smeltet chokolade når den er kold.




Resten af mit mos der blev købt ind til mine hyacinter forleden blev brugt til at lave 2 moskugler. Det er bare flamingokugler jeg har lagt mos på og snøreret dem godt sammen med grønt vikletråd. Og nu pynter de fint på mit træfad sammen med lidt pynt. 





Om lidt står den på bagning af nogle sjove kager, jeg aldrig har lavet før....billeder og opskrift kommer senere på ugen. Så husk at følge med. 

Jeg har til morgen modtaget en masse nye materialer til nye smykker og kan næsten ikke vente med at komme på mit værksted og afprøve nye ideer. 
Jeg må hellere komme i gang med alle dagens gøremål. 
Kan I alle have en fantastisk dag. 

Pas på hinanden. 
Knus og på gensyn. 

Chapline

Ingen kommentarer:

Send en kommentar